top of page

Konen med fødevarechecken

Forfatters billede: Surprét Elmue
Surprét Elmue
27. apr.
3 min læsning

Jeg er en af de to millioner danskere, som modtager en fødevarecheck. Vi ved alle, at de 2.500 kroner ikke rækker langt i et supermarked, og når de er brugt er fødevarepriserne stadig høje og intet forandret. Men hvis man ikke bruger pengene på fødevarer, er det ret fantastisk, hvad man kan få for 2.500. Man skal blot huske at lægge sine indkøb i flere kurve, ikke knejse arrogant med nakken (når man kører kortet igennem) og naturligvis må man have en eventyrlig økonomisk sans.


Først forkælede jeg mig selv med et par nye vandresko til 800 kroner ud af checkens 2.500. Der var altså 1.700 tilbage. Jeg købte så to lamper, jeg længe har ønsket mig. Lamperne var på tilbud, så der sparede jeg 300 kroner. Vi ved alle, at hvad der er sparet er tjent. Det man tjener ved at spare, skal man ikke betale skat af, så derfor kan man gange det sparede beløb med 2 (hvis man regner 50% i skat). Jeg havde således tjent 600 kroner ved at købe lamper, hvilket næsten betalte for vandreskoene.


Nogle uger efter bestilte jeg så et højskoleophold, mens jeg mindede mig selv om, at fødevarechecken var på vej (og på en eller anden måde havde glemt, at jeg havde købt vandresko og lamper). Opholdet kostede 5.000 kroner. Jeg trak fødevarecheckens 2.500 fra de 5.000, og så kostede opholdet kun 2.500. Den uge jeg er på højskole sparer jeg penge på mad og eftersom sparede penge tæller dobbelt (det var det med skatten, man ikke betaler), så kostede højskoleopholdet mig kun i omegnen af 1.500 kroner. Det vil sige, jeg havde stadig 1.000 kroner tilbage fra checken. Ja, det er et kompliceret regnestykke, men det er ganske vist.


Eftersom fødevarechecken ikke er landet på kontoen endnu, har jeg begivet mig ud i kreativ bogføring for at skabe likviditet til ’mellemfinansieringsperioden’. Fra kontoen til uforudsete udgifter har jeg flyttet penge over til forbrugskontoen. Fødevarechecken går ind under uforudsete indtægter, så derfor kan man bruge kontoen til uforudsete udgifter til mellemfinansiering. Ja, det er lidt kompliceret, men der skal man bare lige bytte rundt på plus og minus.


Jeg har desuden sparet penge på indkøb ved at sige ja tak til middagsinvitationer hos venner og familie. Udover at det er hyggeligt, så er det aftensmad sparet. En ægte win win situation. Her skal man lige være opmærksom på, at der kan opstå det, som kaldes usagt gæld. Af al slags gæld er usagt gæld det værste. Usagt gæld er det omvendte af at vinde hævd. Begge dele opstår ved gentagne handlinger men uden nogens samtykke og underskrifter. Her skal man huske ikke at bytte rundt på plus og minus. Man kan nemlig i mange år lalle lykkelig rundt fra middag til middag og tro, at man vinder hævd på gratis middage (altså at de er plus), for så at opdage, at man i stedet opsamler gæld (altså at de er minus). Det opdager man, når en ven eller et familiemedlem en dag ringer og siger: Du kunne jo også invitere … for en gang skyld. 


Mellemfinansieringsperioden ser ud til at blive længere, end mange af os havde regnet med. Det er åbenbart sværere at udbetale en check til de, som i forvejen modtager ydelser fra det offentlige, end staten havde regnet med (den logik har jeg ingen forklaring på). For ikke at tære yderligere på mine likvide beholdninger er jeg derfor begyndt at bruge af mit ret anselige prep-lager. Der er toiletpapir, tun, vand og kontanter til nogle uger. Jo, det er skam ganske vist...

 
 
 

Seneste blogindlæg

Se alle
Vores tavse krydser råber, men hvem lytter?

Vi var mange som for en uge siden satte vores krydser i tvivl og samtidig håbede på en sikker ny retning. Den forgangne uge på Borgen har kun forstærket vores tvivl. Og mens midterbarnet insisterer p

 
 
 
Krydserne er sat, så kører klovnebussen igen

(Klumme bragt i Netavisen.dk 26. marts 2026) Så kører klovnebussen igen og denne gang ikke med Lars, men Mette ved rattet. Hele holdet er med og på bagsmækken hænger den nye lidt højtråbende dreng i

 
 
 

Kommentarer


© 2024 by Surprét Elmue, Powered and secured by Wix

  • Facebook
  • Instagram
bottom of page